Reformationstidens København
Tag med på en spændende tur gennem København i reformationstidens dramatiske år, hvor byen var arena for religiøse kampe, politisk uro og sociale omvæltninger. Læg dertil et år med belejring, hvor dele af byens indbyggere døde af sult.
Turens har tre tematiske spor – reformationen, borgerkrigen “Grevens fejde” og livet i byen indenfor voldene.
Vi går i fodsporene på de første lutherske prædikanter, der ankom til København under kong Christian 2., og får indblik i, hvordan den lutherske lære begyndte at vinde frem i Danmark – både med støtte fra kongelige og med kraftig modstand fra den katolske kirke.
Som et bagvedliggende, men helt centralt tema, har vi borgerkrigen “Grevens fejde”, som var en konflikt om magten i Danmark efter kong Christian 2´s eksil og den efterfølgende kong Frederik 1.’s død, som var præget af en strid mellem tilhængere af den katolske kirke og tilhængere af den lutherske reformation.
Vi går gennem byen og stopper ved centrale historiske steder, der vidner om tiden før reformationsårene, tiden i reformationsårene og tiden ved indførelsen af reformationen på Gammeltorv i 1536.
Undervejs på turen fortælles om livet i byen og den transformation af byen, der tog fat i perioden omkring reformationstiden.
Tag med på denne tur og hør mere om de begivenheder der lå forud for reformationen i Danmark, herunder om borgerkrig, kirkens fald fra magtens centrum, om en ny kirkeordning og hermed en ny form for kirke i Danmark og meget mere på den spændende tur rundt i København omkring reformationstiden.
