Radioudsendelser

Hærvejen
Radioudsendelser

Aktuelle udsendelser 2025

Som en forlængelse af mit arbejde med at formidle natur- og kulturhistoriske emner producerer jeg også radioprogrammer, som kan høres på den2radio. Her dykker jeg ned i fortællinger fra både fortid og nutid.

Nogle af udsendelserne knytter sig til mine guidede ture – enten aktuelle eller tidligere afholdte – hvor jeg uddyber temaer, steder og sammenhænge. Andre står mere alene og tager fat på emner, jeg finder særligt interessante eller vigtige at formidle.

Fælles for programmerne er ønsket om at åbne lytternes øjne og ører for de historier, der omgiver os – og give plads til fordybelse og nysgerrighed i mødet med nye perspektiver og spændende fortællinger.

Nedenstående liste viser aktuelle radioudsendelser her i foråret 2025.

  • Vækkelsesbevægelserne i det 19. århundredes Danmark – første udsendelse i en serie på 4. Første udsendelse handler om den brede vækkelse, der fandt sted i begyndelsen af det 19. århundrede  – hør udsendelsen her
  • Udsendelse (et af to) om lærer, lægmandsprædikant, agitator, forfatter, politiker mv. Rasmus Sørensenhør udsendelsen her
  • Udsendelse (to af to) om lærer, lægmandsprædikant, agitator, forfatter, politiker mv. Rasmus Sørensenhør udsendelsen her
  • Udsendelse 3 i serien om vækkelsesbevægelserne i Danmark i det 19. århundrede. Denne gang dykker vi ned i grundtvigianismen og Indre Mission. Hør udsendelsen her
Læs om udsendelsen

Udsendelsen tager lytteren med ind i fortællingen om Rasmus Sørensen – en markant
skikkelse i første halvdel af 1800-tallets vækkelsesbevægelse og senere en væsentlig
stemme i tidens bevægede politiske liv. Vi følger ham fra barndommen i Jelling, over
seminarietiden på Vesterborg, til lærergerningen i Aarhus.

Det er en personlig og kronologisk rejse gennem et Danmark i forvandling: fra 1700-tallets autoritetstro og stærkt hierarkiske samfund, hvor skolen var præget af udenadslære, lydighed og et stærkt fokus på at forme børnene til gode kristne undersåtter, til 1800-tallets spirende oplysningstanker og folkelig selvbevidsthed.

Fortællingen er bygget op som en rejse i lys og tid: Morgengryet i Jelling, middagssolen på
Vesterborg, eftermiddagsglansen i Aarhus og aftenskæret i Brandstrup. Undervejs ses det,
hvordan Sørensen – inspireret af oplysningens og vækkelsens idealer – udvikler sig til en
lærer og oplyser, der tør udfordre autoriteterne og stille krav.

Undervejs møder vi personer og idéer, der prægede ham – lærer Hansen på Vesterborg
Seminarium, reformatoren og godsejeren Christian Ditlev Frederik Reventlow samt digteren
og præsten N.F.S. Grundtvig. Det er fortællingen om et menneske, der med både hjerte og
mod valgte at forene tro og oplysning i tjeneste for almuen. En lærer, der blev
vækkelsesmand, en stemme i bondebevægelsen og siden politiker – og som viste vejen for
en ny tid.

Denne første del omhandler Sørensens formative år, mødet med nye idéer og de første
kampe for at finde sin egen stemme. Anden del vil handle om hans tid som lærer i
Brandstrup og hans senere rolle i Venslev, hvor han blev en central stemme i bl.a.
vækkelsesbevægelsen.

Bag om fortællingen

Brugen af erindringsbogen Mit Levnedsløb (1847)

I udsendelsen anvendes Rasmus Sørensens erindringsbog Mit Levnedsløb fra 1847 som rød tråd. En erindringsbog der rummer en både personlig fortælling og et sjældent tidsbillede af skolen, samfundet og de brydninger, der prægede 1800-tallets Danmark.

Bogen blev skrevet for at fastholde minder og for at videregive erfaringer og tanker til eftertiden. Som Sørensen selv udtrykker det: at “tage sandhedens parti imod sig selv”. Hans ord bruges derfor som et vindue ind i hans oplevelser og overbevisninger, samtidig med at det er klart, at der er tale om én mands stemme – ikke en objektiv sandhed.

Mit Levnedsløb rummer poetiske billeder og store idéer, men den er også forankret i dagligdagens kampe for lærere og almuefolk. Dette gør den velegnet i fortællingen, hvor den personlige stemme kan give lytteren nærvær og et blik ind bag historiens overflade. Sørensens billeder – morgengry, middagssol, eftermiddagsglans og aftenskær – danner rammen for fortællingen. De bærer både hans egen stemme og spejler tidens skift. Hans ord fungerer som et prisme: et sted, hvor lys og skygger samles og kastes ud igen som billeder på både én mands vej og et samfund i forvandling.

Bag om fortællingen

Fortællingen bygger på flere historiske værker, der har været med til at kaste lys over både Rasmus Sørensens liv og de strømninger i tiden, der formede ham.

Blandt de vigtigste er:

  • Rasmus Sørensens Mit Levnedsløb, og dets levende Berørelse med Almueskolens Historie i Danmark i indeværende Aarhundredes første Halvdeel 
  • Knud Bannings En Landsbylærer
  • Knud E. Larsens Kirkeretninger i Danmark
  • Vagn Skovgaard-Petersen m.fl.s For at blive en god lærer. Seminarier i to århundreder
  • Udvalgte bind af Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie

Disse værker har dannet grundlaget for både de historiske nedslag og de mere personlige spor i udsendelsen.


Kommende udsendelser i ovenstående serie er:

  • Udsendelse om Indre Mission i København – især om det diakonale og sociale arbejde man igangsatte
error: Indhold er kopibeskyttet